1866 Foredrag om Målsagen

H.E. Berner

H. E. Berner

Foredrag om Målsagen

 

Mine Herrer! En Sag som Målsagen tilbyder efter mit Skjøn mange Synspunkter for Betragtningen på Grund af dens Betydning i og for sig såvel for dem, som i dens Seier alene see sin Frigjørelse og sit Fremtids Håb som for dem, der betragte Sagen som en Yttring af Samfun­dets slette Kræfter, som et latterligt og skadeligt Påfund – både på Grund altså af dens Betydning i og for sig, fordi den berører Samfundets forskjelligste og dybeste Interesser, og på Grund af de fjernere eller nærmere liggende Conseqventser, den henviser til. Målsagen har sin historiske, sin politiske, sin philologiske Side og endnu flere. Men det kan her kun være Tale om at discutere Sagen på den Måde, der sikkrest vil føre til etvirkeligt praktisk Resultat.Dette ønsker jeg fremfor Alt måtte opnåes. Lad det derfor den hele Aften være vort Formål at føre Forhandlingerne om Sagens egentlige dybe Kjerne, og ikke føre philologiske Discussioner om Normalsprogets Berettigelse, om Forskjellen mellem den hardangerske og telemarkiske Udtale af visse Konsonantforbindelser eller andre mindre væsentlige eller fjernere Ting. Idet jeg altså har troet at Discussionens Styrke og praktiske Gavn vilde ligge i dens Begrændsning, har jeg, siden man har viist mig den Ære at overdrage til mig at indlede Discussionen, sågodt mine Evner og min knapt afmålte Tid har tilladt mig det, bestræbt mig for at påpege de Sider, der efter mit Skjøn turde have meest Almeeninteresse, bedst vise, hvad Sagen gjelder og tilbyder de meest tilgjængelige Punkter endog for dem, der hidtil have stået indifferente ligeoverfor eller uberørte af de nye Udviklingskræfter.

Idet jeg hermed går over til Sagen, skal jeg kun forudskikke en, som jeg tror, ikke overflødig Bemærkning: nemlig at «Målsagen» ikke, som maske Enkelte ved en misledende Slutning fra Navnet muligens kunde troe, har et rent og blot sprogligt Formål. Der er ikke Spørgsmål om den udvortes Ting, hvilke Former og Lyd ab­strakt talt bedst tilkjendegive en eller anden Mening, om altså det norske Sprogs Eiendommeligheder fra den videnskabelige Philologis Standpunkt tilbyder større For­dele eller har større Mangler end det danske Sprog. Målsagen bæres frem af en Trang hos Folket, der ikke vil tillade det at slå sig tiltåls blot med den Frihed, at få være i uantastet Brug og Besiddelse af Bogtrykkerpresser til Blad- og Bogproductioner efter norske Lexikon og Grammatik. For mit Vedkommende tror jeg at kunne udtale som mit personlige Håb, at «Målsagen» gjemmer uendelig meget mere end det norske Folks Krav efter at få sine respective Dialekter eller en af disse anerkjendt norsk Normalform anerkjendt også på Tryk og offentlig. Den gjemmer nemlig i sig Kravet efter og Håbet om at realisere alt det, som man pleier at indlegge i Begrebet Nationalitet. Det norske Folk kræver sin nationale Eiendommelighed respecteret i alle Retninger, i sin Literatur, i sin Kunst, i Politik, Lovgivning, sociale Institutioner, i Sæder, Leveviis og Tungemål. Men ligesom der af alle de Eiendommeligheder i Religion, For­fatning osv., som i gamle Dage udgjorde de mere påtagelige ydre Nationalmærker, i Evropa og i vor Tid væsentlig kun er levnet een: nemlig Sproget, således har man visselig Ret i også hos os at betegne Målsagens Fremgang og Seier som afgjørende for den norske Nationalitet i Almindelighed og i alle Retninger, hvori det Nationale kan åbenbare sig. Når man altså blot erindrer, at Mål­sagens Tanke er denne, kunne vi uden Skade og til Discussionens formentlige Gavn hengive os til en nærmere Betragtning af det norske Sprogs Stilling i Forhold til det danske eller i Modsætning til den norske Bondes Talesprog – såkaldte «Bogsprog».

For at Forhandlingen ikke skal opløse sig i en philologisk Disput, men give et praktisk Udbytte, tør man forudsætte Sandheden indrømmet af følgende Sætninger, der ikke betvivles af noget dannet Menneske, der har færdedes noget udenfor de såkaldte «Dannedes» Kreds, eller som har umaget sig noget med at søge Kjendskab til vore Bygdemål:

1. At Bygdemålene fremtræde som levende og selvstændige Sprogorganismer igjennem en bestemt under påviselige Love stående Formlære. Denne gramatiske Sikkerhed inden de enkelte Dialekter, og Formlærens Sammenhæng med det Oldnorske viser, hvilket også på andre Måder er evident, at man ikke her har for sig et blot uindøvet og forfusket dansk Bogsprog.

2. At disse i Ordforrådet og det ikke mindst i Betegnelsen for psykologiske, ethiske og sociale Begreber afvige i væsentlig Grad fra Bogsproget, medens de indbyrdes have såmeget tilfælleds, at de danne en sammensluttet Modsætning til dette.

3. At de grammatikalske Forskjelligheder ikke ere større end at Almuen i hvilkensomhelst af den store Flerhed af Dialekter, vil finde sit eget Mål i Modsætning til fremmet Bogmål. – Man har hyppige og bestemte Erfaringer for, at detforsøgsviisopstillede Normalmål nu allerede i længere Tid har fundet en sterk Sympathi og Tilhang blandt Folket rundt omkring i Landet, uagtet det nærmest har optaget de hardangerske Former og tildeels endog restitueret nogle tabte Former.

Jeg avviser derhos ethvert Foregivende om, at der ikke skulde kunne fremvokse et Skriftsprog på Grundlag af et Bygdemål. Men at udstrække Discussion hid vilde være ganske hensigtsløst og endeløst; thi meget beror her naturligviis på Folks Smag og hvad de først tilvænnes og andre Momenter, som man ikke på Forhånd nærmere kan bestemme. Det eneste jeg kan sige er dette: Fremtiden vil vise, hvem der har Ret, og at imidlertid Målsagens Venner vist ville lytte til ethvert advarende Tilråb, men ikke ville lade sig skræmme ved deres Fienders Veskrig over indbildte Vanskeligheder eller ved forgjøglede Phantomer. Hvad der altså væsentlig skal beskjæftige os, er Hovedspørgsmålet om Målsagens indre Sandhed og Retfærdiggjørelse, ikke derimod Forslag og Gisninger om, hvorledes denne Sandhed i sine Detailler nærmere skal eller i Fremtiden endelig vil blive virkeliggjort .

Jeg antager at man nu i Almindelighed her ikke min­dre end i hele den dannede Verden, hvor vort Århundredes herskende Ideer ere trængte frem, vil erkjende ethvert Sprogs Berettigelse, der tilhører en Nation. Dette er formentlig så fast hjemlet ved den moderne, man kunde kalde det jus gentium, at jeg ikke skal spilde Tiden med nærmere Deduction på dette Sted. Vi gå altså ud fra, at Sandheden af de fremsatte Sætninger erkjendes, og opkaste dernæst Spørgsmålet om, hvilkePligterdenne Erkjendelse pålægger os enten mod den store Flerhed af vore Landsmænd betragtede som Individer eller mod den norske Nationalitet seet under Et. – Når jeg vil tale om vore (d.v.s. den i Kraft af sin Intelligens og sine Traditioner styrende Klasse af Medborgere i Lan­det) Pligter, da mener jeg Pligter, som vi som Øieblikkets Magthavere har ligeoverfor Folkets Ret til at følge sine nationale Eiendommeligheder i Tænke- og Taleviis. Spørgsmålet er altså – og dette er i Sandhed Hoved­spørgsmålet –om vi skulde bruge vor Intelligentsovermagt til for vor egen Beqvemmeligheds Skyld at kvæle Folkets Trang til at benytte sit eget Mål–være sig selv– isit Liv, i Skolen og Kirken.Om det stemmer med Civilisationens og Tidens Begreb om Ret og Pligt at be­nytte det Overgreb en for vort Folk i så Måde ugunstig historisk Udvikling har givet os, der ere fødte og opdragne i det danske Sprog, til at arbeide på at svække Agtelsen og Deeltagelsen for Folkets nedarvede SæderogTale? – en Måde at udrydde det Nationale på, som turde være den sikkreste af alle, og som lettest vil nåes ved at betjene sig af de dagligdagse Midler, lidt efter lidt at nedbringe i Folkets daglige Tale Elementer, som ere dets organiske Vaner og hele Væsen imod? Vi kunne også stille Spørgsmålet i en anden Form: Skulle vi som have været heldige nok til at få fat i Nøgelen til såmange Kultursprogs Forrådskamre gå hen og slagte den Fattiges Lam? – Dersom man tror at Magten ikke er uden sit Ansvar, at den medfører Anerkjendelse af Forpligtelser, da er det vel klart, at vor skyldige Opgave er den: at frede om det Nationales Væxt og yde det den Agtelse og Frihed, som det har det mest begrundede Krav på.

Dersom vore Landsmænds Personlighed, deres personlige Evner og Karakter skal kunne udvikle sig til det Mål, som vor Tid erkjender for Menneskets og Medborgerens, da kan dette hellerikke i vort Land skee ved at bryde og fravige de Principer, som overalt ellers ere anerkjendte for rigtige. De lokale Forholde, som man så tidt påberåber sig for de engang bestående Tilstandes Vedbliven, strække idetmindste ikke til her, hvor der blot spørges om at fjerne en borneret og despotisk Opinions Tryk. Dersom vi prise Friheden og erkjende Betydningen af Originalitetens frie Udvikling såvel for Individet som for Samfundet, hvorfor ønske vi da, at berøve vore Landsmænd de Goder, uden hvilke Frihed er et Mundsveir? hvorfor søge vi gjennem Opdragelsen og Underviisningen at udslette de Spirer hos vort Folk, som overalt ere nødvendige for et Folks Trivsel og Fremgang? – Man tror her at kunne bibringe Folket Cultur ved den omvendte Fremgangsmåde af den, man i Theorien forfægter og overalt ellers praktisk befølger, man tror at kunne bibringe Folket Oplysning på en Måde, som intet mere end netop Oplysningen selv har viist er falsk. Man tager det ellers som et Axiom, en ubestridelig Dogme, at Ingen ustraffet synder mod den Form, der er ham eiendommelig, hvilken netop er Udtrykket for de Evner, hans Race, hans Folks Historie, hans Lands Beliggenhed og Beskaffenhed: kort, hans Folks indre og ydre Vilkår har skabt, og med hvilke han fødes og opdrages. – Tror man, at det ikke kan være ligegyldigt i hvilken Sprogform man udtrykker sine Følelser og Tanker, idet­mindste når der er Tale om et helt Folk, da kan det hellerikke hos os være ligegyldigt, om man lader Ringagtens Sæd gro blandt Folket selv for sit eget Nationalliv og Sprog, om Folket Mand for Mand udhuler sit eget Indre for at skaffe Plads for en fremmed Nations Sprog, Smag og Sæder. Endog Møien med at lære det Fremmede, og Anstrengelsen for at glemme sit Eget og Iveren for at svække Agtelsen for det Gamle og Nedarvede, måtte allerede vække alvorlige Betænkeligheder mod Denationaliseringsværket alene på Grund af dets Kostbarhed; thi Danokratiets eget Skrig over Bondens Træghed er et talende Vidnesbyrd nok om, hvad det koster endog den ærligste Vilje at kjæmpe mod Naturens egne hellige Love.

Jeg tror det med Hensyn til Intelligentsens Stilling ligeoverfor et med vort ret analogt Tilfælde kan være oplysende at give følgende Uddrag efter«Ferdamannen»af«Ugeblad for den danske Folkekirke»i Anledning af en påtænkt Bibeloversættelse på Færøisk:

«Vi tror at burde omtale et andet Værk, hvortil der er en gammel Trang, og hvis Virkning vi antage vilde være langt rigere på Velsignelse for hele den færøiske Kirkeafdeling, skjøndt Trangen ikke er bragt til Bevidsthed, og Virkningen kun vil være i det Stille og Skjulte måske i lang Tid, og det er det Værk, vi i Overskriften have nævnt, en Bibeloversættelse eller i al Fald foreløbig en Oversættelse af nye Testamente i Færingernes eget Sprog. For at give et lille, men kraftigt og gudsfrygtigt Folk Guds Ord i Modersmålet ønske vi her at tale et Ord. – – –

– – – Vi tør sikkert antage at Beskaffenheden af denne særegne færøiske «Dialekt» ikke er almindelig bekjendt. Siden Dansk er Kirke-, Rets- og Skriftsprog, an­tage vistnok de fleste, at Dialekten mere eller mindre ligner en dansk Almuedialekt, blandet med Islandsk. Men ved at høre den tale, bringes man straks ud af den­ne Vildfarelse; og enhver kan overbevise sig om at den såkaldte Dialekt er et eget fra Dansk aldeles forskjellig Sprog; – – –

Og ved dette Sprog hænge Færingerne såre fast. Trods den totale Mangel på trykte Bøger, trods de danskfødte og dansktalende Embedsmænds Indflydelse, uagtet Alt hvad Færingerne læse til Oplysning og Underretning er skrevet på Dansk, uagtet den Samfærsel med Fremmede, som År for År tiltager, tale de indbyrdes k underes Modersmål. Det er ikke på noget Sted i Landet og ikke i nogen Klasse af Folket blevet fortrængt af det Danske. Man har indvendt imod en Bibeloversættelse, at Færingerne ikke bryde sig om dette Matth. Evang., [1] ja at de ikke engang kunne læse det uden ved Hjelp af den hostrykte danske Bog, og at de helst ville blive ved at bruge den danske Bibel. Men Indvendingen synes at gjendrives ved Beskaffenheden af den ovenomhandlede Oversættelse og desuden derved, at det naturligvis i Begyndelsen må falde en Færing vanskeligt at læse sit Modersmål, når han aldrig har seet en Bog skreven deri. Vi kunne bevidne, at det har faldet jydske Bønder meget vanskeligt at læse Blichers «æ Bindstov», skjøndt de talede den selvsamme Dialekt, som deri er fremstillet.

Men vil man sige: Færingerne måe jo kunne forstå Dansk, siden det er deres Kirke, Rets- og Skriftsprog? Vi ville dertil svare: Ja en stor Del af Færingerne taler det med megen Færdighed, og de fleste forstå det forhåbentlig så godt, at de kunne følge en Prædiken, når Presten vogter sig for Ord der have en anden Betydning i Dansk end i Færøisk, eller i al Fald forklares dem; men Dansk er og bliver dog et fremmed Sprog og ikke Modersmålet. – – –

– – – Enhver protestantisk Christen vil dog indrømme, at Guds Ord i Modersmålet kan virke med langt større Kraft og Velsignelse, end gjennem et fremmed, tillært Sprog, om vi end forstå det aldrig så godt. Vi troe, at de fleste ville være enige med os, når de først blive forvissede om, at Færingerne have et eget, fra Dan­sken vidt forskjelligt Sprog; – – –

Vi talte for ikke længe siden med et høiagtet Medlem af det danske Bibelselskabs Bestyrelse om denne Sag og blev af ham spurgt, om der var et Ønske tilstede blandt Færingerne om en Bibeloversættelse i deres Mundart? Vi måtte dertil svare og skulle her gjentage det: Vi tro ikke, at Trangen er bragt til Bevidsthed, i al Fald ikke til almindelig Bevidsthed. Færingerne have fra Slægt til Slægt været vante til, at al gudelig Tale og Læsning kom til dem i det danske Sprog, og skjøndt vi må være enige med Provst Plesner i hans Udtalelse i Stænderforsamlingen «at det dertil bruges for meget i det daglige Livs Handler», så er det dog ikke usandsynligt, at Færingerne, måske dem selv ubevidst, mere eller mindre betragte det danske Sprog som et «helligt Sprog». Vi have også anført, hvad der i Begyndelsen vil gjøre dem mistroiske mod en Bibel i Modersmålet. Men Trang til at læse Ordet i Modersmålet have vi alle, og Kjærlighedsgjerningen vil være så meget større, når vi komme denne Trang imøde, uden at den er bleven almindelig følt og lydelig udtalt.»

Jeg skal også tillade mig her at medtage følgende Stub af Efterskriften i en nylig udkommen Bog: Salomons Lås. Forteljing i Thelemål:

«Kan man gjøre Noget til at opretholde Lands-Almuens Evne til Meddelelse af Forestillinger, der ligge på et noget høiere Trin af Betragtning og Iagttagelse, end det fattige Udtryksforråd, der haves hos Almuen i og om­kring Byerne, vil man upåtvivlelig gjøre Folket en Vel­gjerning. Man kommer derved neppe til at gå noget berettiget Hensyn til det rådende Bogsprog for nær, og un­der enhver Omstændighed synes Folkets Krav på en sådan Imødekomst og Hjælp at være stærkt nok til at opveie enhver national eller politisk Interesse, som man muligens kunde ville øine nogen Fare for, når Folkesproget således blev støtter. Thi Folket lærer vistnok nogenlunde at forstå Bogsproget, men aldrig at tale det. Det tier heller, fordi det føler, at det ikke kan gjengive dets Ordformer og Vendinger uden ydmygende Bevidsthed om, at det ikke bevæger sig i sit naturlige Element. Jo mere det glemmer sit overleverede Forråd af Tanker og Udtryk og henvises til den Erstatning, Bogsproget byder, desto mere viser det sig, at Talen mangler den rette Glæde og det frie, freidige Vingeslag. Men da forarmes også det daglige og hjemlige Samliv for sin bedste Næring. Den naturlige ethiske Grundvold for Folkets Liv og Færd, Sandsen for det Ædle, det Hæderlige, Sømmelige og Skjønne vil med den utvungne og fyldige Tankeudveksling tabe sin vogtende Genius, sit Lys og sin Var­me. Livet vil arte sig råt, uskjønt og vildt, og Vantriv­selen vil snart nå Folkets borgerlige og økonomiske Vil­kår.»

Ja lad os endnu lidt overveie, hvad der berørtes i det oplæste Citat af Salomons Lås. Kunne vi Intelligentsens Dansktalende istedetfor det Mål, det lidt efter lidt lykkedes os at fraliste vort Bygdefolk, give dem et friskt og fuldtonende Vederlag i vort Bogmål? Dersom man følte sig upartisk ligeoverfor Sagen, dersom den ikke formentes at berøre på en eller anden Måde vore Interesser, tror jeg at den individuelle Frihed og Nationalitetsideen hellerikke her vilde være ifare. Retfærdighedsfølelsen for Individets Ret og idetmindste Begeistringen for en Nationalitets Kamp for at hævde sin Existents vilde uden Betænkning fremskynde Svaret til Fordeel for Målsagen. Men nu, da vi have selv med egne Øine seet Folket forpøbles og snobbisiceres ved den danske Bykulturs Indflydelse, nu da vi høre Folkets Sprog i og omkring Byerne udarte til et uskjønt Patois på Grund af den fremmede Indvirkning, nu da vi selv see hvorledes Folket kjæmper og lider, hvorledes selve Håbløsheden har tvunget mangen og navnlig tør vel dette siges om de fra vore Seminarier udgåede Skolelærere, til at opgive sig selv til sit og manges Tab, – nu da man selv og i denne Kreds, midt blandt Byernes Befolkning har havt den rigeste Erfaring for, hvor forstyrrende og opløsende Bogmålet overalt virker, hvor det formår med nogen Kraft at trænge ind – nu da man seer, hører og erfarer alt dette – da gjør man helt om, da lukker man sine Hjerter og erklærer sine bedste Tanker for et Sandsebedrag. – Når jeg siger, at der endog i denne Kreds findes dem, der have erfaret, hvad Vederlag Bogmålet yder for det norske Mål, hvori man er opdragen eller under Opdragelsen påvirket, ap­pellerer jeg til den Erfaring vist ikke få have gjort, for at der skal uhyre Læsning og utrolig Agtsomhed på sig selv til, for at indøve en Nordmand i at tale vort Skriftsprog uden den mest trykkende Følelse af, at han ikke formår at bruge det frit og utvunget.

Dette var den nødvendige, den klare, såatsige pligtmæssige Side af Tingen. Det var Pligten mod vore Landsmænds Personlighed. Men Sagen har også en anden mere abstrakt og ideel Side, nemlig: Nationaliteten.At den norske Nationalitet bedst vil komme til sin Ret gjennem en Opreisning af Folkets eget Mål, [2] det er vel uimodsigeligt. Imidlertid er det vistnok klarest og mest veiledende at holde frem, og under Discussionen dvæle ved den førstnævnte alvorlige Side af Sagen, Pligten mod vort Almuesfolk. Pligtbegrebet er klart og tvingende, og spørger kun efter hvad der skal og må skee og ikke efter fjernere og uvisse Conseqventser, hvis Indblanding i Discussionen kun vil tjene til at berøve den meget af sit praktiske Værd. – Vi ville forøvrigt i det Længste tro at den fulde, virkelige, i det daglige Livs praktiske Yttringer anerkjendte Ret for vort Folk, vil være den sikreste Vei til at lade vor Nationalitet komme til den Ret, som Verdenshistorien har i Behold til den, om Formålet ad denne Vei endnu synes kun at nåes med Opofrelser og Ubekvemmeligheder. Disse ville dog stadig aftage eftersom Rets- og Pligtserkjendelsen voxer sig sterk, og med den Folkets åndelige Velvære, Energi, Tillid og Tro på sig selv. – Og hvad den tænkelige Indvending an­gar, at Norden dog ikke yderligere må splitte sig, men må arbeide på at slutte sig sammen, så vil dog, om denne Mulighed ligger inden den verdenshistoriske Tanke, den­ne Sammenslutning ikke blive mindre sand og sterk, fordi vi opfylde en uafviselig Pligt, som vi see, uden at lade os forstyrre af Ideer, hvis dybere Sammenhæng vi endnu ikke see.

Man gjør ofte mod Målsagen en Indvending, der seet fra det høie Standpunkt, hvorfra den pretenderer at hidrøre, seer meget besynderlig ud; det er den Indvending, der hentes fra den vel nogen Tid fremdeles vedvarende Splittelse i 2 Sprogbolker. Men er da det selvsamme mindre Tilfældet nu, fordi man ikke har Mands Mod og Hjerte til at ville se Splittelsen? Lad os see Tingen rolig som den er, og det vil gå bedre, end man har tænkt. Sondringerne ere farligst, sålænge de ligge under Dække. Først i Lyset og i sin Frihed ville Modsætningerne indordne sig i det store Samspil af Kræfter, og endelig constituere sig til en Heelhed af høiere Orden. Og da vil et af To skee:

Enten vil Folkesproget seire og fortrænge Bogsproget. Og da har det beviist sin Ret til at være det norske Nationalsprog.Ellerdet vil blive efterhånden fortrængt af Bogsproget, men vel kun efter at have således fornorsket dette, at Folket i Sandhed kan bruge det som sit eget,ellerefter således at have påvirket Folket, at dette i Bogsproget vil finde et med sit hele Væsen mere harmonerende Udtryk for sit Tanke og Følelsesliv. – Og indtil et af de tvende sidstnævnte Resultater fuldbyrdes i Historiens Løb, vil Folket have den Fordeel indtil da at have havt sit naturlige Medium, og Udviklingen under alle Omstændigheder nyde den Fordeel, at Folket lettere lader sig inddrage i den store Kulturstrøm, fordi det kan deeltage i Udviklingen medFrihedogSandhedog ikke som nutvungetogderfor tværtog medMistro.– Og skulde også begge Sprog i Historiens Løb vedblive som nu at stå ved Siden af hinanden, vil der, når begges gjensidige Ret og Område bliver anerkjendt, ikke deri ligge hverken nogen Fare eller nogen betydelig Vanskelighed. For det borgerlige Samhold og Fædrelandskjærligheden vil det ikke behøve at øve nogen opløsende Indflydelse. Schweitz's Exempel viser dette.

Forinden jeg slutter, må jeg endnu udbede mig mine Herrers Tålmodighed et Øieblik. Den åbne Erkjendelse af Målsagens Berettigelse for den norske Almue eller overhovedet for dem, der ere opdragne i det norske Mål og have fået det kjært, vil være en uvurderlig Fordeel endog for Landets dansktalende Indvånere, hvem denne Fordeel i Tvangens Tid ikke har tilflydt så rigt og direkte. Målsagen vil nemlig anerkjendt som rivaliserende Magt bidrage mægtig til Livets Udfolden i flere Retninger og med større Energi. Striden – men vel at mærke nu ført under Folkerettens ubrødelige Love – vil ægge Kræfterne, vække mangen slumrende Sandhed, den vil virke alsidiggjørende, forfriskende, lutrende, kort den vil hos Individerne udvikle Charakteren og Energien og for Samfundet virke berigende og frugtbargjørende ved de gjensidige Meddelelser. – Også derfor ønsker jeg, at Opinionens Tryk måtte ophøre, og Agtelse for og Deltagelse i disse Bestræbelser måtte afløse den hidtil rådende fornemme Uvidenhed om Sagen og deraf følgende Mistro og Uvilje.

Lad os opfylde den store Forpligtelse, som Tiden har givet os Anledning til at opfylde imod vore Landsmænd, og lad os aldrig nære nogen Tvivl til Fremtiden, fordi Friheden afløser Tvangen

 

FOTNOTAR

[1] Dat vardt i 1823 utgjevet St. Matth. Evang, på færøyiskt Mål, men Målet er som denne Mannen og segjer «plat og meget uhel­dig».

[2] Thi Målsagen er Målreisning og ilcke som Knudsens Bestraebelse en blot Målrenskning, der lader Bogsproget bestå som et gyldigt og permanent Grundlag.

 

To Foredrag om maalsagen, holdte i Studentersamfundet under Discussionerne Lørdagene den 27 October og 3 November 1866. Trykte paa Samfundets Forlag og for Samfundets Medlemmer. Christiania 1866. Det andre foredraget i skriftet er av Christopher Bruun.

Her frå Kjell Haugland (red.): Målpolitiske dokument 1864-1885. Det Norske Samlaget. Oslo, 1971, s. 48-59. Elektronisk utgåve ved Nynorsk kultursentrum 2006