Fraa Folkemøti.

Samfundsspørgsmaalet.
 
(Or ein Tale paa Folkemøtet paa Nærstrand av Storthingspræsident Rektor Steen.)
 
- - Det var efter lange Aarhundreder, vi gjenvandt og gjenfandt os selv. Da vi i 1814, løste fra den gamle Forbindelse, valgte at være os selv, var det ingen kongelig frivillig eller halv aftvungen Naadesakt, der gav os Friheden. Vore Fædre tog den som frie Mænd med Livet som Indsats for at værne om det dyre Værk og beskytte det mod Fiendehaand. Grundloven, som den var vedtaget paa Eidsvold, blev urørt og urokket den 4de November, det absolute Veto afvist, og ingen Forandringer uden de, der var en Følge af Forandringen med Sverige, - og, Norge frit og selvstændigt i Forbund med det frie Broderland var dens første §, - Indholdet af alle de andre, hvormed vi tog Plads blandt Europas Nationer, med Ret, som vi havde givet os den selv. Det er derpaa vort Samfund hviler endnu, og den kræver vi, og det er kun den, vi hævder. Den er Grundlaget for alle vore Institutioner. - -
           
- Vor Grundlov er tidt bleven nævnt den frieste i Verden; det er dens bedste Ros, at den har rummet og rummer vor Udvikling; derved har den kunnet blive en Fremskridtets Lov, eftersom Forholdene gjør det Behov de ydre Forhold, og endmere naar Folketrangen melder sig med større og større Indsigt og Kraft. Og Storthinget har handlet efter denne Opfatning. Tidsmæssig Udvikling af Selvstyret paa Forfatningens Grund er dets trygge Program. Det er Betingelsen for Selvstændighed, for Frihed og Landets Vel, - og Vælgerne har givet dets Valg Medhold.
           
Ved Beslutningen om Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger, Midlet og Borgen for det rette konstitutionelle Forhold mellem Statsmagterne og en virkelig - ikke blot juridisk Ministeransvarlighed ligeoverfor Nationalforsamlingen, ved Stemmerettens Udvidelse efter den vedtagne Beslutning, hvorved i det store alle selvhjulpne Mænd vilde være bleven vore Medborgere, har det inden Grundlovens Ramme og Principer villet gjøre fuld Virkelighed af Selvstyrelsens Tanke, at Folket har Raadighed over sin Skjæbne, da Nordmænd raader i Norge, - og muliggjøre ethvert Fremskridt efter vore Evner og vort Behov.
           
Skal det lykkes? Ingen tviler, men intet stort Maal naaes uden Kamp. Derfor skal det ei undre os, om Striden bliver hed og Modstanden samler sig til en sidste Anstrengelse. Vore Dages Brydninger er et Udslag af en lang Række Begivenheder, som ei bør lades uberørt, naar vi skal vurdere Modstandens og Kampens Natur, dens Formaal eller dog dens Resultat, om den vandt. Vi skal deraf hente Styrke til Seier.
           
For over tyve Aar siden overtog det rekonstruerede Statsraad Ledelsen af Landets Anliggender med det Hverv at hidføre en Revision af Unionsakten, hvorpaa dengang gjordes Krav af en mod Norge alt andet end velvillig Stemning. Det var et Udbrud, - lykkeligvis kan vi haabe for alle Tider det sidste, derfor borger Repræsentationsreformen i vort Broderland, - af forgangne Tiders Misopfatning og Fordom mod Foreningen som den var og er. Og dets Skjæbne inden Storthinget svarede hertil; mod 17 St. forkastedes det. Storthinget saa deri en Fare for vor Selvstændighed. Det skulde været vort Veto, vort Overhus, Begyndelsen til Enden. Al konstitutionel Statsskik tilsagde, at en saadan Underkjendelse af selve den Sag, hvorpaa Ministeriet var gaaet ind, skulde medføre dets Fratrædelse; - hos os optog det ved første Ledighed inden sin Midte den Mand, der havde deltaget i Forslagets Udarbeidelse og baaret dets frugtesløse Forsvar i Storthinget. Loddet var altsaa kastet. Storthinget, det første aarlige Storthing, der havde mødt og afværget den truende Fare, skulde reduceres, dets Virkeevne indskrænkes og dets Kraft brydes. Prolongationen negtedes; næste Aar, da Statsraadssagen, Storthingets Tilbud om Samarbeide, efter omkring femti Aars Forhandling vedtoges, - afvistes den af den samme Mand, der med størst Varme havde taget Ordet for Nødvendigheden af denne Reforms Indlemmelse i vort Statsliv, - og paa hvilke Grunde? Enten Umyndighedens, det kan jeg ikke tro, eller rene Skingrunde, det vil jeg ikke tro, eller en Eventyrpolitik, saa dristig og fremfor alt saa radikal omstøbende, at Regjeringen ikke vovede mere end Antydninger, og endnu ikke har vovet at vedstaa alle sine Konsekventser. Storthinget udtalte sin Mistillid forgjæves. Et kongeligt Forslag, der hvilede fra 1874, da Statsraadssagen atter vedtoges, nød i 1877 den sjeldne Udmærkelse ikke at faa en eneste Stemme. Men Regjeringen var og blev den norske Regjering; - nogle kaldte den Fædrelandets Frelser; - andetsteds vilde den vel have faaet et andet Navn. Og intet Forsøg paa at forsone, ikke Spor af ledende Tanker, uden om muligt at svække Storthingets Anseelse og Magt, dette Storthing, som havde reddet Nationen og slaaet deres Anslag til Jorden, - og udtrætte Vælgerne, medens de nedværdigede Folket i dets Repræsentation. Det havde ei gaaet at kue sit Folk under Fællesstyret; det maatte da forsøges her hjemme. - -
           
I 1880 forelaa Statsraadssagen atter vedtagen 4de eller enslydende for 3die Gang, nu med 93 Stemmer af 113. Nu var dog alle Muligheder udtømt. Nei, Maalet var ei endnu fuldt. Der maatte gjøres en sidste Kraftanstrengelse det koste hvad det vilde, - hvad havde de ogsaa at tabe? Landets Ro, de spildte Kræfter, Spliden og Striden, ja selv Tvilen om Lovlighedens fine Grænse, thi der var Tvil - alt maatte vige for Lysrædheden og Uvilligheden til at møde Folkets Repræsentanter, og det absolute Veto blev ophøiet over Tvil. Ja, for det var det ikke. Storthinget benegtede det nu strax og hævdede sin Beslutnings Gyldighed uafhængig deraf. Det var den 9de Juni 1880. Og saa blev der vel Tvil. Saa spurgte man sig for og fik et Svar. Ja, skal jeg tro, at man glædede sig derved? Af det juridiske Fakultets Betænkning er der knap mere igjen end Adressen af 1824, der ganske rigtig gjentager Komiteens ikke godkjendte Motiver, og Sagens Natur en tom Frase, begge disse Argumenter, hvis Betydningsløshed vore Venner østenfor Kjølen broderlig har friet os fra yderligere at godtgjøre. I Grundloven har det aldrig ladet sig paavise. Det findes grangivelig ikke. Ja, saa har Regjeringen paaberaabt sin egen urokkelige Overbevisning til yderligere Bestyrkelse! - - -
           
- Beskatnings- og Bevilgningsretten har i frie Stater været og er Frihedens Palladium, Nationalforsamlingens store Magtmiddel til at fremme og bestemme om alle Samfundets efter dens Mening berettigede Formaal, og til Værn for Folkefriheden.
           
I en Menneskealder var ei reist Spørgsmaal om Bevilgningsretten hos os, at den ikke skulde ligge hel og ubeskaaret hos Storthinget. Det var en Tanke saa fremmed, at man vanskelig kunde fatte den, at deri skulde forsøges Indgreb, og endnu er der vel mange, som ikke rigtig tror derpaa. Og dog, det utrolige er skeet.
           
Den samme Bevisførelse, hvorefter Fakultetet har fundet det absolute Veto i Grundlovssager, maatte og begrunde Bevilgningsvetoet. Det norske Folk skal ei længer gjennem sit Storthing kunne beskatte sig selv og bestemme over Statsmidlernes Anvendelse. Dette er ikke blot en ufrugtbar Doktrin; den er allerede traadt ind i Verden som en Hindring for en frugtbar Forberedelse af landsvigtige Sager og nu sidst som Indsigelse og Negtelse ligeoverfor en stor national Folkesag, hvori Grundlovens Tanke gjennemføres ved Folkets frivillige Sammenslutning til Forsvar for Hjem og Land. Bevilgninger som Grundlovsbestemmelser skal blive en Akkord, en Gjenstand for Kjøb og Salg, et Pruteri om Magten; - hvor er saa Friheden og Selvstyret og snart: hvor er Selvstændigheden og Selvstændighedens Værn i Folkets Raad?
           
Men ei heller her standser man. Allerede dukker der op en Paastand, at Storthingets Ret er Pligt til at bevilge det nødvendige, om at det ei har Ret til at negte, at Administrationen maa være berettiget til at bruge, hvad for den er uundværligt. Det findes antydet i officielle Aktstykker, og Partiets Organer generer sig ei for aabenlyst at docere det.
           
Og saa, hvad der saa fote er fremholdt og alt tidligt var en Torn i Øiet og derfor udsat for Angreb, men ligesaa ihærdig kraftigt værget i vor Friheds Morgen, - vor Grundlovs § 79, denne Sikkerhed en Gang for alle, at hos os skal intet hindre, om det end kan udsætte og paany faa prøvet, hvad Folket i Kraft af sin Selvbestemmelse, sin Raadighed over Landsens Lov og Folkets Ret havde forlangt og villet - det suspensive Veto skal ei heller undgaa Anfægtelse. Man glemmer eller man glemmer ikke, men dog man fornyer i fuld Bevidsthed, hvad forlængst er forsøgt. at hævde Kongemagten Afgjørelsen om dets Anvendelighed i hvert enkelt Tilfælde, om det formenes at kunne berøre Kongens Prærogativer.
           
Ja de Prærogativer. Ret som Forfatningen var en Udbytning af Magten portionsvis for dens egen Skyld og ei blot en Fordeling af Funktioner i Samfundets Interesse.
           
Det er denne Forvexling, der giver vort Statsliv det juridiske Tilsnit, fornegter Væsen og Indhold for Form og Myndigheds Udøvelse. Det er Bureaukratiets Kjephest og, saalænge det holder Kongemagten fangen og denne ei vil frigjøre sig, den Tilflugt, hvortil det klynger sig for at holde sine synkende Aktier i Kurs. Det er allerede bebudet, at en eventuel Gjentagelse af Lensmandsloven vil give Anledning til Konflikt paa dette Punkt.
Naar saa hertil føies de dunkle og aabenbare Udtalelser i den hel- og halv-officielle Presse om Rigsrettens Inkompetence som politisk Domstol, denne Ret, der har at dømme om og for, hvad der er til øiensynlig Skade for Riget, og den praktisk forsøgte Fortolkning af Decisionsmyndigheden, saa har vi et saadant Billede af, hvad der dels allerede er fremtraadt, dels agtes og kan ventes sat i Scene af Fortolknings og Magtspørgsmaal med Hensyn til Grundlovsbestemmelser, at der ikke behøves de foreliggende Forslag til Forandringer, for at der kun skal være et Vrængebillede tilbage af Eidsvoldsværket, og Folket blive magtstjaalet for Nutid og Fremtid.
           
Skal dette ske? Det er nu Spørgsmaalet i vort Samfund, Spørgsmaalet
om vort Samfund. Afgjørelsen trænger paa. - -
           
- Man har brændt sine Skibe; der er intet Tilbagetog muligt, intet. Det kunde ligne en Trusel, det er selvfølgelig kun en Erklæring, at herpaa vil de, der selv har valgt og sagt Ordene, falde, om de ei kan seire.
           
Der stilles da Folket Valget, saa faar da Folket vælge. Det er dog den øverste Magt til at løse Striden, om Norges Grundlov fremdeles skal med Ret bære sit Indsegl: Norge er et frit og selvstændigt Kongerige, eller om det kun skal være et Minde om, hvad den engang vilde bringe og bragte, men som letsindigen blev bortgivet eller listig forøvet.